Narayanas Gartneri

Foruden Narayana Press findes flere andre aktiviteter. En af dem er Narayana Greenhouse, et økologisk drivhusgartneri med speciale i varmhuskulturer.

Her dyrkes grøntsager og frugt til eget forbrug: tidlige kartofler og gulerødder, bønner, tomater, agurker, auberginer, peber, chili, salat, krydderurter mm. Nye frugttræer leverer ferskner og nectariner.

Dyrkning af gode, rene grønsager har været en vigtig aktivitet siden Narayanas etablering på Gyllingnæs i 1967. Narayana er stadig selvforsynende med grøntsager, som er uundværlige for det vegetariske køkken.

Det første af fem drivhuse blev bygget i 1987 af beboerne selv. I 1988 og 89 kom yderligere to til, og i 1999 byggedes de sidste to.

De moderne opvarmede drivhuse med stålspær og aluminiumssprosser er indrettede med klimacomputer. Tætte dobbelte og reflekterende gardiner sparer yderligere energi. De fem ens huse på hver 1.200m² er bygget sammen til en blok på 6.200 m².

Desuden dyrkes mange økologiske grøntsager og frugter på friland.