28-03-2019
courtesy of Teis & Neel Dich Abrahamsen
Den 28. marts var Teis og Neel Dich Abrahamsen på besøg for at følge trykningen af ‘Kuglebanen til det offentlige rum’. Teis Dich Abrahamsen har skabt kuglebanen og skrevet bogen, og Neel har stået for det grafiske design og de mange tegninger af træer og buske. Bogen udgives i forbindelse med udstillingen af Kuglebanen på Designmuseum Danmark, København.
Bogen beskriver Kuglebanen og de 100 trækugler der bevæger sig op og ned i den, og fortæller om hver enkelt kugles træsort og dens særlige egenskaber. Kuglerne er drejet af træ, indsamlet fra alle verdens kontinenter gennem 40 år.
Bjarne Hermansen har fotograferet trækuglerne. Efterfølgende blev farverne i de digitale filer justeret i samarbejde med Narayana Press, så træsorternes udseende kunne gengives så naturtro som muligt i tryk på papiret, 130g Munken Lynx. Neel Dich Abrahamsen havde medbragt 15 af trækuglerne, og fotograferet resten sammen med de tilsvarende matchprint, og ud fra dette blev billederne korrigeret.
I forbindelse med udstillingen blev der også lavet en plakat, som kan ses i lille format nederst på siden.