Trykstart med fotograf Jakob Mark
29-11-2018
courtesy of Jakob Mark
Den 26. og 29. november var fotograf Jakob Mark på besøg for at udvælge og klargøre sine billeder, og følge selve trykningen af fotobogen ‘I godt selskab’.
Jakob Mark er professionel modefotograf, og bor i Århus. I 2018 fulgte han den danske sanger og musiker Thomas Helmig og hans band, som både fotograf og ven. Bogen viser over 200 af Jakobs bedste billeder fra perioden – både foran, på og bag scenen.
På grund af det specielle koncertlys var det en udfordring at konvertere de digitale fotos til CMYK uden at farverne mistede deres intensitet. Jakob brugte derfor narayana’s previewprofiler til Photoshop for at se hvordan farverne ville se ud på tryk, og justere billederne derefter.
Bogen trykkes på Munken Kristall Rough i et begrænset oplag, og vil ikke blive genoptrykt.
Her er et glimt fra trykningen, hvor Jakob godkendte hvert ark inden trykningen blev sat i gang.
Nederst ses udsnit af to trykark fra bogen.