Den 22.maj 2003 åbnede udstillingen “Årets Bogarbejde 2002” på Kunstindustrimuseet i København. I den anledning blev der uddelt flere udmærkelser og diplomer. Herunder bringes den tale som Jørgen Sparre, grafiker og medlem af komitéen for Årets Bogarbejde, holdt i forbindelse med overrækkelsen af et diplom til Flemming Haxholdt fra Narayana Press:
Foreningens Diplom er indstiftet i 1980 til påskønnelse af godt bog-arbejde. Diplomet tildeles hvert år én eller flere bogteknikere og bog-kunstnere, og i år besluttede vi i komitéen at forsøge netop at finde en bogtekniker som kunne modtage diplomet.
Ikke mange husker at Narayana Press i 1982 fik en ærespris i Leipzig for en bog de havde produceret med titlen “Det tavse land” af fotograf Krass Clement, hvor billederne var gengivet i duplex-tryk.
Bag denne fine anerkendelse, som altså ligger 20 år tilbage, gemmer sig en spændende historie, som mange af de tilstedeværende sikkert kender, men her kommer den alligevel i en meget forkortet version ...
I 1950’erne blev flere af den indiske forfatter Swami Narayananandas bøger oversat og udgivet på dansk. Nogle af hans elever startede i København en dansk afdeling af Narayana Press, som oprindelig var grundlagt i Himalaya i 1961. Trykkeriet var dengang udstyret med en lille offset maskine og til dels hjemmelavet reproudstyr.
I 1972 modtog Narayana Press en mindre offsetmaskine som tilskud fra kulturministeriet, som en påskønnelse for at trykkeriet havde hjulpet mange unge mennesker på ret køl, og i samme periode flyttede trykkeriet fra København til en nedlagt landbrugsejendom yderst på Gyllingnæs.
Herefter begyndte den erhvervsmæssige trykkerivirksomhed med beskæftigelse af Ashramaens beboere, og i løbet af 1980’erne voksede Narayana Press til et veletableret moderne forlagstrykkeri med ca. 30 medarbejdere. Op gennem 90’erne gennemløb virksomheden samme udvikling som den øvrige branche.
Fra 1999 til 2002 har trykkeriet dog gennemgået en voldsom udvikling og en vækst fra ca. 30 medarbejdere til nu ca. 120 højt uddannede grafiske medarbejdere.
Denne udvikling kunne også have fundet sted i en mere almindelig grafisk virksomhed, men netop noget almindeligt er der ikke tale om her.
Jeg vil tillade mig at citere Jens Pors, formand for HK/Industri, hvor de grafiske fagfolk nu er samlet, som i en artikel i marts måned skriver:
»Det hænder, at man har så usædvanlige oplevelser, at de skal deles med andre. Sådan havde jeg det, da jeg i starten af marts besøgte den grafiske virksomhed Narayana Press, som ligger på den yderste spids af Gyllingnæs, 25 kilometer fra Horsens.
Ved første øjekast ligner det et ganske almindeligt trykkeri, bortset fra fraværet af store prangende biler på parkeringspladsen. Men der er, som navnet måske antyder, langt fra tale om en almindelig virksomhed med højtlønnede direktører, aktionærer, afkast og aktier.
Der er tale om noget så fantastisk som en velfungerende virksomhed, der drives på idealistisk vis af munke og nonner som lever efter læren fra deres læremester. En del af munkene og nonnerne er tidligere misbrugere eller har været i knibe på anden vis. Men her har de altså fundet et meningsfyldt liv, vel og mærke uden offentlig støtte.
De knap 50 trykkere og grafikere, der er ansatte oplever, at der er tid og rum til, at de kan bruge deres faglighed til at producere produkter, som både de og kunderne er meget tilfredse med.
Det blev en berigende oplevelse, jeg sent skal glemme. Jeg snakkede med tilfredse tillidsfolk og ansatte, jeg mødte en direktør, der ønskede sig noget dybere i livet end at tjene penge.
Det er ikke fair, at denne virksomhed, der hviler på et andet grundlag end andre, i branchen skal beskyldes for at være uhæderlig. Egentlig er det bekymrende, at uegennytte og socialt ansvar automatisk skaber så stor mistænksomhed.
I stedet for at være bange og misundelige burde flere vende blikket mod virksomheden på Gyllingnæs for at se, om der dog ikke kan være inspiration at hente. Kunne det ikke være en kvalitet at glæde sig over det unikke og anderledes, over mangfoldigheden, som ofte er så inspirerende.
I det her tilfælde kunne andre virksomheder lære at tage sig af de svageste, uden at det nødvendigvis skal give økonomisk gevinst. De kan også lære at satse på faglig stolthed, kvalitet, arbejdsglæde og et godt psykisk arbejdsmiljø.
Det betaler sig nemlig. Nogle mener i det næste liv. Jeg mener så afgjort i dette.«
En blandt mange gennemgående personer i denne udvikling er reprotekniker Flemming Haxholdt, som ikke blot har en væsentlig andel i den udvikling trykkeriets reproafdeling har gennemgået, men som også har haft mere end en finger med i spillet omkring de mange fine bogproduktioner.
Flemming Haxholdt flyttede til Ashramaen omkring 1980, efter at have tumlet noget rundt og for, som han selv udtrykte det, »at få mening med sit liv« Han arbejder i de første år i landbruget, gartneriet og i køkkenet.
I 1995 køber Narayana Press deres første tromlescanner, og Flemming starter med at indscanne klosterets eget billedarkiv. Det var tanken at erfaringerne herfra bruges til at udvikle en egentlig reproafdeling. Og man må sige at det er lykkedes.
Hvis man ligesom Iris, vores tyske kollega, i forordet laver lidt statistik og bladrer tilbage i katalogerne over de udvalgte bøger som Narayana Press har produceret i perioden 1996-2002, danner der sig et klart mønster:
År | Blandt de udvalgte bøger | Tryk | Repro | Antal medarbejdere i scannerafdelingen |
1996 | 0 | 0 | 0 | 2 |
1997 | 1 (bogomslag) | 1 | 0 | 4 |
1998 | 0 | 0 | 0 | 4 |
1999 | 3, heraf 1 bogomslag | 3 | 1 | 4 |
2000 | 4, heraf 2 børnebøger | 4 | 2 | 5 |
2001 | 9, heraf 1 omslag | 9 | 4 | 5 |
2002 | 11, heraf 10 illustrerede | 11 | 10 | 9 |
Flemming, jeg ved ikke om det er for banalt at sige, at du har et naturtalent når det drejer sig om reproarbejde og farvestyring. Men en dag under et besøg hos jer talte jeg med billedkunstnerne Peter Brandes og og Maja Lisa Engelhardt, og da jeg nævnte at vi havde besluttet at give dig foreningens diplom bifaldt de begge vores valg og sagde samstem-mende, at de aldrig havde oplevet at arbejde sammen med nogen repromand med større engagement og indlevelse i billedbehandlingen end dig.
Eller som Maja Lisa Engelhardt udtrykte det, var det som at lytte til musik når hun arbejdede sammen med dig, og du virtuost spillede med dine mange kurver, masker og farveprofiler.
Og musik det er der jo i dig. Inden du flyttede til Narayana tog du – efter eget udsagn – endog en meget fin uddannelse fra Det Kgl. Musik-konservatorium som koncertpianist. Og så forstår man jo det hele bedre. Du har jo byttet de sort/hvide tangenter ud med en farvepalet med millioner af farver og nuancer, men man mærker at du stadig elsker din musik – nu er det blot farverne du har i spil. Kære Flemming tillykke med diplomet. Jeg håber du vil spille i mange år...